Mikael Nilsson mener, at det er et dumt at snakke om et vendepunkt efter sejren over FCK.
Brøndbys svenske forsvarer advarer mod at ophøje sejren over FCK i søndags til et vendepunkt. Mikael Nilsson vil først kalde det et vendepunkt, hvis Brøndby vinder efterårets sidste to kampe.
- Jeg synes, det er dumt at sige, at FCK-sejren var vendepunktet. Det har vi sagt før, nemlig mod Køge, som vi slog 5-0. Der er ingen tvivl om, at sejren var vigtig. Men det er først, hvis vi kan vinde mandag over Horsens og i den sidste kamp, at man kan snakke om et vendepunkt, siger Nilsson til sporten.dk.
Svenskeren peger på, at der er sket en del ændringer med Auris ankomst.
- Den største ændring, jeg kan mærke, er organisationen. Vi har trænet holdets organisation, altså at der skal være større sammenhæng mellem kæderne. Og jeg synes, det har været tydeligt se i de to sidste kampe, at det virker. Det er noget, vi har manglet, siger han og påpeger, at FCK-kampen viste en mental ændring hos BIF-spillerne.
- En vigtig ting, vi har skullet have styr på, er det mentale. I mange kampe er vi kommet foran, men alligevel tabt. Mod FCK kom vi foran igen, de udligner, men den store forskel var, at det nu var os, der scorede sejrsmålet. Det var vigtigt for os at opleve det, siger Nilsson, der kom til Brøndby fra Panathinaikos i 2009.